A+ A A-

Header 2017

ÆRØ HARMONIKAFESTIVAL I MARSTAL

 

Her kan du blandt andet høre fine svenske viser af Evert Taube - italienske virtuose stykker af Frosini - musicalmusik fra USA - rock og swing. - Du kan danse i teltet til musik fra dansktoppen eller til folkemusik som ganglåt og reinlænder. - Du kan hygge dig ved at synge med i roklubben eller slappe af og lytte til de mange solister og grupper i sejlklubben. - Der er underholdning for alle aldersgrupper.

Hver musikgruppe eller solist er på scenen i 25 minutter + 5 minutter til sceneskift - og i løbet af weekenden vil der på de tre scener være mere end 85 sceneskift med en ny gruppe eller solist, så du kommer ikke til at kede dig.

Scenerne er i sejlklubben ved lystbådehavnen (Sejlmagervej), i det store festivaltelt lige ved sejlklubben og i roklubbens lokale ud mod lystbådehavnen.

Musikere i alle aldersgrupper kommer fra Ærø og "fra den anden side", som ærøboerne siger om folk fra resten af verden. Vores musikere kommer fra hele Skandinavien. Mange er kommet til Ærø for at spille deres musik hvert eneste år siden starten for 23 år siden - og andre kommer for første gang.

Programmet for 2017 vil være tilgængeligt på hjemmesiden harmonika-festival.dk 2-3 uger før festivalen, og tilmelding foregår på hjemmesiden fra først i januar.

Bliver du sulten eller tørstig i løbet af weekenden, serverer vi lette retter, kaffe og kage samt fadøl fra Rise Bryggeri på Ærø - og mon ikke der også i 2017 bliver tilbud om helstegt pattegris og koteletter.

Optrædende på festivalen kan mod betaling få tildelt en plads til campering på festivalområdet. Mange vælger også at reservere eget feriehus i Marstal eller andre steder på øen. Se nærmere på harmonika-festival.dk eller turist-erria.dk, som har forskellige pakkeløsninger.

Og husk den traditionsrige koncert allerede torsdag aften kl. 19.30 i Marstal Kirke, hvor en fuld kirke igen i år vil lyde af norske og svenske toner.

På gensyn til harmonika-festival i Marstal, hvor alle er velkomne - og hvor vi introducerer ENTRE EFTER BEHAG - læg en skilling/seddel i de beholdere, der opstilles til formålet.

 
For ophold incl.færgeoverfart og for endagsture henviser vi til www.aeroetours.dk/hf
 
Og til festivalen i 2017 vil der være færgebillet til "landevejspriser". - Se og bestil og betal færgeoverfart på www.aeroe-ferry.dk 
 
Mail til Ærø Folkelige Musikforening, Vibeke Lykke Friis, formand: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.